Fremragende

4.6/5

Kundeklub

Læggekartofler

Sådan dyrker du kartofler

Det er dejligt at spise friskopgravede kartofler fra egen have.
Kartofler er ikke svære at dyrke og hvis du har en have med plads nok, så vil vi helt klart anbefale dig at prøve det af.
Køb en af de mest almindelige sorter og følg denne vejledning, så er du på rette vej. Med tiden kan du udvide og afprøve nye sorter.

Forbehandling af kartoflerne

Det er vigtigt at kartoflerne begynder at gro med det samme de kommer i jorden. Kartoflerne skal derfor helst være forspirede inden du lægger dem. Dette gør du ved at tage kartoflerne ud af posen og lægge dem i lave kasser eller evt. gamle æggebakker.
Nu skal kartoflerne stå lyst og lunt i omkring 2-4 uger indtil kartoflerne har ca. 1-2 cm lange, grønne spirer.
Når du lægger kartoflerne i jorden, skal du være forsigtig med ikke at komme til at knække de nye spirer af.
Det rigtige tidspunkt for lægning af kartofler er fra sidst i marts og i hele april måned. Jorden skal være løs og tør.

Klargøring af jorden

Sørg for at jorden er fræset eller gravet, når du skal dyrke kartofler.
Kartofler foretrækker nemlig løs jord. Man kan med fordel blande noget jordforbedring i jorden inden du planter, så de får en god madpakke med sig. Almindeligt “sandkassesand” kan også være en fordel at blande i jorden, for at opnå en god porøsitet.
Du kan efterfølgende vælge at bruge noget organisk universal gødning.

Lægning og pasning

Rækkerne rilles op (ca. 6-8 cm dybe) og kartoflerne lægges ned med et mellemrum på 25 cm og godt 50-75cm mellem rækkerne.
Hyp jord over kartoflerne til kammen er 15 cm høj.
Når planterne er omkring 10 cm høje, lægges med forsigtighed jord ind under bladene. Dette gentager man nok gange til at kammen har en højde på ca. 25 cm. Kartoffelplanten må ikke være dækket af jord.
Når bladene er visnede eller knoldene har nået den ønskede størrelse klippes toppen af lige over jordoverfladen og fjernes.

Vanding

Kartoffelplanter har et dårligt rodnet, og derfor må de ikke mangle vand.
En udtørring af jorden kan give flere skurvede knolde, så sørg for at holde jorden ved kartoffelplanterne fugtig.

Optagning og opbevaring

Først når kartoflerne har ligget i jorden ca. 1 måned efter, at toppen blev klippet af, er de modne og egnede til langtidsopbevaring.
Det er vigtigt, at kartoflerne bliver optaget i tørt vejr og tørres hurtigst muligt derefter.
Efter tørring skal de opbevares mørkt og køligt (4-8° C)

Regler

Når man dyrker kartofler, så er det en god ide at skifte stedet, man planter sine kartofler, hvert år.
En tommelfingerregel siger, at der bør gå fire år inden man igen dyrker kartofler det samme sted.

Sortimentet

I Faster’s Have finder du et bredt udvalg af læggekartofler.
Vi får dem i sortiment i midt-slut februar, du kan altid ringe eller skrive til os for at være på den sikre side.
Altid minimum 15 sort i sortiment og minimum 2 økologiske sorter.

Skal du bruge en hjælpende hånd?