September til november er det ideelle tidspunkt at dele havens eksisterende stauder og græsser på. Især de stauder der blomstrede i foråret og forsommeren. Derimod er det bedre at vente med at dele de sentblomstrende som fx asters og høstanemoner til foråret.
Hvis jorden stadig er tør pga. tørke eller hvis der stadig er meget varme dage, så bør man udskyde det i er par uger. Vi ser gerne mere stabilt kølige temperaturer og mere nedbør i løbet af september/oktober. Jorden skal være fugtigt ned i mindst et spadestiks dybde.
Kalkning af græsplæne og køkkenhave for at bibeholde den korrekte pH i jorden og dermed minimere vækstbetingelserne for mosset i græsset.
Hvis du har meget mos i græsset, så kan det være en fordel at bruge Osmo Vertigazon i stedet, da dette vil svitse mossets rødder og i løbet af få uger vil det blive gult og lige til at rive sammen. Til sidst kan du så efterså med noget nyt græs.
Forsæt gerne vandingen af nye planter i haven.
Begynd at reducer hyppigheden af vanding af dine stueplanter, da vi har kortere dage og mindre varme fra solen, så de bruger ikke lige så meget nu.
Mange af sommerblomsterne og nogle af stauder kan godt gå hen og se lidt trætte ud i løbet af efterårsmånederne, så fjern gerne de trætte sommerblomster, gå staudebedet igennem og klip de visne blomster af. Lug det sidste af ukrudtet, da det stadig kan spire og sætte frø ved lave temperaturer. Dæk jorden med et lag jordforbedring.
Klip frøstandene af akeleje, løvefod, haveklinte og andre planter, der har tendens til at selvså sig lidt for villigt i haven.
Foråret og efteråret er de to mest ideelle tidspunkter på året hvor vi planter på. Det mest oplagte vi planter nu er f.eks. frugtbuske og -træer, hæk som enten barrod eller klump, staudebedet begynder vi også på.
Ved at plante i efteråret, giver man planten nogle af de bedste vilkår for at komme i gang op til vinteren. Jorden er stadig lun, dagene er kortere og knap så solrige og tørre og natteluften er fuld af fugt.
Selvom det er ved at blive efterår, så husk at give din roser lidt opmærksomhed. Fjern løbende visne roser og syge blade, men undlad at gøde. Mange af de remonterende roser vil ofte fortsætte deres blomstring indtil frosten kommer.
Klatreroserne kan godt klippes lidt tilbage og løse grene bindes op, på den måde sikre du at de ikke knækker under efterårsstorme eller vinterens sne.
Grav de sidste kartofler op før der går snegle i dem eller inden jorden bliver for tung og våd. Vælg gerne en solrig og blæsende dag. Læg en presenning eller lign. ud på jorden, hvor kartoflerne kan ligge et par timer til de tørre. Undgå at lade dem ligge i flere dage, da de bliver grønne og dermed giftige. Opbevar dem et mørkt og køligt sted (4-8 grader).
Tilfør eventuelt noget naturgødning til køkkenhaven og imens der er lidt varme i både luften og jorden, så kan du nå at så en grøngødning, som f.eks. honningurt, gul sennep eller kløver, som vil hjælpe mod udvaskning af gødningen i jorden og begrænser ukrudtet. I foråret er det lige til at vende ned i jorden.
Der er hverken lys eller varme nok til, at nye tomater kan nå at modne, så du kan lige så godt klippe toppen af planterne. Så kan planten bruge energien på at modne de frugter, der allerede er dannet, i stedet for på at danne nye skud og frugter. Fjern også angrebne blade, tynd ud og sørg for god udluftning i drivhuset.
Skær toppen af dine asparges, når bladene er blevet gule. De gule toppe kan bruges i buketter. Du kan også lade dem stå og skære dem ned til foråret.
Du vil ofte opleve at frugttræerne, såsom æbler, smider nogle af deres frugter tidligere end normalt. Der vil ofte være orm i disse, så det kan godt betale sig at fjerne disse æble og smide dem ud i skraldespanden (ikke komposten) for at begrænset antallet af æbler med orm til næste år.
Brombær sætter bær på toårige skud. Det betyder, sidste års skud vil bære frugt i igangværende år.
Skuddene kan som ved hindbær fjernes ved jorden lige efter høst, men det kan være en god ide at vente med at fjerne dem til om foråret inden nytilvæksten sætter ind.
Brombær kan i strenge vintre godt fryse tilbage.
Det er nemt at se, hvilke ranker, der skal fjernes. De har nemlig stadig spor efter bær på sidegrenene.