Gød hele haven en sidste gang, inkl. græsplænen, med en god granuleret organisk gødning i starten af August.
Den almindelige rutine beskæring af alle havens træer gøres bedst i perioden fra august til oktober.
Dette gælder også alle frugttræer, inkl stenfrugt såsom blomme og kirsebær. Du kan eventuelt vælge at beskære lige efter høsten.
Også de såkaldte blødere, som birk, valnød og ahorn/løn kan også beskæres i dette tidsrum. Husk dog at det kun gælder en let beskæring.
Ved en sommerbeskæring er træerne mindre modtagelige for svampeangreb og lukker sårene hurtigere, da de stadig er i vækst. Husk kun at beskære i tørvejr.
De fleste stedsegrønne, såsom Buksbom, taks og Thuja kan fint beskæres let på dette tidspunkt, for at holde en pæn facon.
Fra slutningen af august kan vi normalt begynde at dele eksisterende stauder i haven.
Hvis jorden stadig er tør på grund af tørke, eller hvis der stadig er meget varme dage, så bør man udskyde det til hen i september, hvor vi ofte oplever køligere temperaturer og mere nedbør. Jorden skal være fugtigt ned i mindst et spadestiks dybde.
Lavendlerne kan fint klippes let tilbage efter blomstring for at holde dem tætte og fine.
Det er en god ide at gå havens planter, stauder og sommerblomster igennem jævnligt og fjerne de falmede og døde blomster. Ved at fjerne de færdige blomster frigør du mere energi til planten, som så kan planten fokusere energien på endnu flere blomster.
Husk at vande haven, især krukkerne kan tørre hurtigt ud, her anbefaler vi at du bruger vækstler som dræn, da dette opbevarer og afgiver fugt. Nye planter i jorden er også glade for en jævnlig vanding, da deres rodnet ikke er stort nok til at kunne klare sig selv.
Hvis du giver sommerblomsterne kærlig omsorg med vand, gødning og afpudsning af visne blomster, kan de blomstre længe endnu. Men lader du dem udvikle frøbælge, stopper blomstringen hurtigt.
Hvis du klippede hæk i juni/juli, er den ved at trænge til en studsning her i august. Klipper du hækken to gange om året, får du en tæt hæk, som står skarpt hele vinteren.
Hvis du har en blomstereng, så er det rigtigt fint at slå engen her i august-september, hvor de er færdige med at sætte frø. Hvis du oplever at frøene ikke er modnet eller åbne endnu, så vent gerne en uge eller to.
Lad “blomsterhøet” ligge og tørre på stedet, så frøene falder af. Det vil sikre et rigt blomsterflor i engen næste år.
Tilfør eventuelt noget naturgødning til køkkenhaven og derefter så en grøngødning, f.eks. honningurt, som vil hjælpe mod udvaskning af gødningen i jorden. I foråret er det lige til at vende ned i jorden.
Sæt jordbær for den bedste høst til næste sommer. Ved at sætte jordbær i august/september når de at sætte en fint rodnet og de vil så være klar til at producere jordbær til næste sommer.
Hvis du har eksisterende jordbærplanter, så vil de meget gerne have noget gødning nu, så de kan nå at samle kræfter til næste års bærsætning. Når planterne er blevet for store eller har spredt sig for meget, kan du også fint beskære dem tilbage på dette tidspunkt.
Sørg for, at der er vand til dyrene i haven i perioder med tørke. Det kan enten være i form af en havedam eller fuglebade. Hvis du har en havedam eller et dybt fuglebad, så læg gerne en sten eller lign. i det, så små fugle og insekter kan lande på det og nå vandet på denne måde.
Her i sensommeren oplever vi ofte varme dage og kølige sensommer nætter hvilket giver kondens i drivhuset, så det er ekstra vigtigt at lufte ud nu, hvis du vil undgå svampesygdomme på f.eks. tomat og agurk.
Fjern løbende syge blade og sideskud, så de får et bedre luftskifte.
Det er tid at klippe toppen af de tilbageværende kartoffelplanter, som er tiltænkt til opbevaring. Hyp jord op omkring planterne, så kartoflerne ikke bliver grønne af lyspåvirkningen. Så kan regnen også bedre løbe af, så du på den måde beskytter kartoflerne i jorden mod kartoffelskimmel.
Du kan nu høste af dine rabarber igen, hvis du altså har givet dem en pause siden midsommer, så planterne er blevet frodige igen. Tag dog maks ⅔ af planten.